Stjålne danske campingvogne på vej til Litauen afsløret af tysk politi

Tysk politi har afsløret to litauere på vej til Litauen med stjålne danske campingvogne.

Det drejer sig om en Hobby 495, som mellem den 11. og 12. marts er stjålet i Bylderup og en Knaus Südwind, som mellem den 13. og 14. marts er stjålet i Christiansfeld – begge steder fra ejernes indkørsler.

Bundespolizei blev opmærksomme på de to vogntog, da de med litauiske chauffører var på vej gennem Tyskland mod færgen til Klaipeda i Litauen. På det tidspunkt var stelnumrene på de to campingvogne allerede ændret. Men trods det lykkedes det altså at få dokumenteret, at det var stjålne danske vogne. Og da de to vogntog kørte af færgen i Klaipeda, stod litauisk politi klar til anholdelse.

Sæt koblingslås på din campingvogn

Politikommissær Eskild Bossen fra Udlændinge Kontrolafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer til, at man aldrig lader sin campingvogn stå uden lås på kobling og måske også på dæk.

En campingvogn – også en brugt – koster nemt over 100.000 kr. Og hvis den står lige til at koble efter en bil, ja så er den nem at gå til for tyvene. Koblingslåse kan fås på nettet og hos forhandlere af campingvogne og trailere i mange forskellige udformninger og til meget rimelige priser. Der findes også låse til dækkene, så de ikke bare kan rulles af sted.

– Det er muligt, at låse også kan brydes op, hvis tyvene vil bruge tid og kræfter på det. Men så larmer det i hvert fald så meget, at de nok helst undgår det, siger Eskild Bossen.

Også når campingvogne sættes til vinteropbevaring eller til langtidsophold på campingpladser, bør der være koblingslås på.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *